683 koblede vinduer i oprindelig stil langs skinnerne på Vesterbro
Andelsboligforeningen A/B Bisp ligger langs med jernbaneskinnerne i Ingerslevgade på Vesterbro. Med nye koblede vinduer, som har mange æstetiske detaljer og samtidig medvirker til støjreduktion, forenes boligkarréens oprindelige stil fra 1920 med moderne egenskaber.
Langs jernbaneskinnerne i Ingerslevgade på det pulserende Vesterbro ligger andelsboligforeningen A/B Bisp i en ældre boligkarré fra 1920. Ejendommen har en bevaringsværdi på 3, hvilket er i den høje ende af skalaen, og i renoveringsprojektet – der omfatter udskiftning af hele 683 vinduer – er der derfor lagt særlig vægt på at matche den oprindelige stil.
I renoveringen, som er udført af Hovedstadens Bygningsentreprise, er almindelige to-lags dannebrogsvinduer fra firserne blevet skiftet til de særlige koblede vinduer fra Frovin, der er en moderne og mere funktionel version af klassisk kittede sprossevinduer med et enkelt lag glas yderst og termorude inderst. Der er desuden lagt ekstra vægt på de æstetiske detaljer, og vinduerne er således udsmykket med specielle hjørnebånd på vinduesrammerne og såkaldte Hamborg-hængsler med berlinerknop:
- Udover størrelsen på ordren har A/B Bisp-projektet også været ekstra interessant på grund af de mange specielle stilmæssige detaljer. Blandt andet er vinduerne leveret med Hamborg-hængsler og dråbeformede berlinerknopper, som ofte blev anvendt i perioden mellem 1900 og 1930. Hængslerne er mere ornamenterede end normalt, hvilket giver et flot og mere oprindeligt udtryk, og sammen med hjørnebåndene giver det et gennemført og charmerende samspil, fortæller salgschef Peter Bechmann.
Krav til klassisk æstetik og moderne egenskaber
Der er skiftet henholdsvis 321 vinduer ud mod gaden og 362 vinduer ud mod gården i boligkarréen. I den forbindelse er der isat koblede vinduer til begge sider, hvilket er atypisk, da man typisk vælger et mindre eksklusivt vindue ud mod gården. Af hensyn til en ensartet æstetik blev matchende vinduer dog prioriteret højt. Det fortæller arkitekt og projektleder Marie Tissot Skafte fra Plan 1 Cobblestone Architects, som har været rådgiver på projektet:
- Den stilmæssige kvalitet er blevet prioriteret meget højt i projektet, da kommunen har givet et stort økonomisk tilskud og derfor har haft krav i forhold til blandt andet at videreføre den klassiske arkitektur. Vinduerne ud mod gaden skulle derfor blandt andet have en sprosse, hvilket de tidligere vinduer ikke havde, forklarer hun og tilføjer:
- Tilskuddet fra kommunen blev i høj grad tildelt på grund af støjgener fra jernbanen mod Ingerslevgade i syd, og i tillæg til de æstetiske krav var lydreduktion derfor også et væsentligt parameter.
For at imødekomme det har Frovin leveret koblede vinduer med lydglas uden indvendige forsatsrammer, som er en klassisk løsning fra vinduesproducenten. Vinduerne er medvirkende til at dæmpe lyden, og den konkrete dæmpningseffekt afhænger af ydermurens øvrige beskaffenhed.
Udover de koblede vinduer har Frovin også leveret 56 altandørspartier til de originale altaner ud mod gaden. Sideløbende med renoveringen har Plan 1 Cobblestone Architects desuden kørt et altanprojekt, hvor der er blevet etableret nye altaner ud mod gården.
Kontakt Frovin
Frovins konsulenter sidder klar til at rådgive dig om dit valg af vinduer og døre.